
6. Juli Cup: Præmieoverrækkelse
Kom med til kulminationen på fire dages imponerende arbejde d. 4. juli i Fredericia, når vinderholdene af årets land art-konkurrence: 6. Juli Cup skal findes. Borgmester Steen Wrist og Hendes Nåde Sussi Hjorhøj grevinde af Rosenborg står klar til at overrække præmier til konkurrencens tre bedste hold.
Præmieoverrækkelse ved Det Bruunske Pakhus
D. 4. juli kl.15.30 finder præmieoverrækkelsen sted i baggården bag Det Bruunske Pakhus, når de tre bedste hold i 6. Juli Cup skal udpeges og kåres for deres kreativitet og evner til at forvandle Voldens flora til unikke kunstværker til temaet ‘biodiversitet’.
Land art-konkurrencen har i år fået rekordmange deltagere, og i alt dyster 17 hold fra ind- og udland om at kreere det flotteste kunstværk, som imponerer både dommere og publikum.
Konkurrencen er dermed stor, når de tre bedste værker skal udvælges, og borgmester Steen Wrist og Hendes Nåde Sussi Hjorhøj grevinde af Rosenborg står klar til præmieoverrækkelsen, som markerer afslutningen på årets land art-konkurrence: 6. Juli Cup. Præmieoverrækkelsen markerer samtidigt afslutningen på byens Naturkunstfestival og på fire oplevelsesrige dage fyldt med aktiviteter for hele familien.
Undervejs kan du som publikum også stemme på din favorit. Afstemningen foregår ved Den Hvide Bro, og du kan stemme fra d. 1.juli til og med d. 4. juli kl.14.
Konkurrencen finder sted på den del af voldanlægget, der strækker sig fra Den Hvide Bro til DSB’s Mindelund, og byens borgere og gæster kan efterfølgende opleve de imponerende kunstværker rundt på Volden, indtil de trin for trin nedbrydes af naturen.
Arrangementet er en del af Fæstningsdagene i Fredericia – 8 dage for hele familien fyldt med historiske oplevelser, musik og events. Se hele programmet for Fæstningsdagene i Fredericia her: Fæstningsdagene i Fredericia | Vi hylder byen og dens historie (visitfredericia.dk)