VisitFredericia

Fiskeri ved Esplanaden på Fredericia Havn

Prøv lystfiskeri fra kajen på Fredericia Havn, det område der tidligere var kendt som Svovlsyrekajen, og nyd udsigten over Lillebælt.

to mænd står og fisker fra havnekanten i fredericia
Lystfiskeri
Foto: Destination Trekantområdet – VisitFredericia

Klassisk havnefiskeri i Fredericia

Esplanaden ved kajen på Fredericia Havn er en klassisk fiskeplads for dig, der gerne vil fiske fra land. Området var tidligere kendt som Svovlsyrekajen, og i dag er det et af de steder i Fredericia, hvor lystfiskere samles. Vandet er meget dybt, og strømmen er kraftig, så det er et spændende farvand at fiske i.

Fisk efter torsk og fladfisk

Her kan du fiske efter torsk og fladfisk med bundtackle, og stedet er kendt for godt torskefiskeri.

Fisk efter sild, makrel og hornfisk

I sæsonen er der gode muligheder for at fange stimefisk som sild, makrel og hornfisk. Esplanaden er muligvis Lillebælts bedste kystplads til makrel, og sild er der også gode chancer for. Du kan blandt andet fange dem med sildeforfang.

På de bedste dage kan fiskeriet være rigtig godt, når fiskene trækker tæt forbi molen. Hvis der allerede står flere lystfiskere på molen, kan det være et tegn på, at der er fisk i nærheden.

Hvornår kan du fange sild, makrel og hornfisk?

Sæsonerne varierer fra år til år og fra dag til dag. Som tommelfingerregel er der især mulighed for sild i april og maj, mens makrel og hornfisk typisk kan fanges gennem sommeren. Strøm, vind, vandtemperatur og fiskenes vandring har stor betydning for, hvor godt fiskeriet er den enkelte dag.

Vær opmærksom på skilte og skibe

Du fisker på en aktiv havn, så hold øje med skibene og fisk ikke for tæt på dem. Husk også at læse skiltene på stedet. Der er opsat skilte om fiskeforbud, og dem skal du følge.

Nyd udsigten over Lillebælt

Fiskeriet er ikke det eneste, der trækker. Fra kajen i Fredericia har du udsigt til Den nye Lillebæltsbro og over mod Fyn, og det gør Esplanaden til et godt sted at bruge tid, også mens du venter på bid.

Se, hvad andre deler på Instagram 

#visitfredericia

Find vej

Esplanaden ved kajen - Fredericia Havn

7000 Fredericia

Find vej
Loading map...

Sidst opdateret af:Destination Trekantområdet – VisitFredericiainfo@visitfredericia.dk

Måske også interessant for dig: